Menu

Menu

ForsideNyhederKalenderKontaktOm RubanProdukter
Ruban
Foto:

Indvielse af Filsø Ellipsen

Ny mulighed for at opleve vestjysk fuglemekka fra udsigtsbro

Nu kan naturelskere komme helt tæt på landskabet omkring Filsø - den genskabte vestjyske sø nær Henne Strand. Lørdag den 8. juli indvies en nyopført cirkulær udsigtsbro, som skaber en særlig oplevelse af områdets særlige natur. Broen er blevet til virkelighed i et samarbejde mellem Realdania, Aage V. Jensen Naturfond og Naturstyrelsen.

Fra på lørdag den 8. juli får naturelskere og fuglekiggere endnu en god grund til at lægge vejen forbi den genskabte sø Filsø i Vestjylland. Her indvies nemlig en ny cirkulær bro, som løfter hele oplevelsen af områdets magiske landskab.

Kom tæt på Filsøs natur

Engang var Filsø landets næststørste sø, men afvanding og opdyrkning betød, at den svandt ind til næste ingenting. Men i 2011 skete der noget, da Aage V. Jensen Naturfond satte sig for at genskabe søen gennem ét af danmarkshistoriens største naturgenopretningsprojekter. Formålet var at udvikle gode rammer for dyreliv og naturoplevelser.

Siden er flere sjældne fuglearter vendt tilbage, og området har udviklet sig til en velbesøgt seværdighed. Og som led i Stedet Tæller - Realdanias kampagne for yderområderne - er Filsø også udvalgt som ét blandt 10 særlige steder i det danske landskab. På hvert sted skal arkitektoniske nedslag i højeste kvalitet højne og formidle oplevelsen af naturen.

Ved Filsø betyder det konkret, at der er skabt en ny adgangsvej og udsigtsbro, som sørger for, at man kan bevæge sig rundt i området i ét sammenhængende cirkelforløb - vel at mærke uden at forstyrre områdets omkring 70 ynglende fuglearter. Sti og bro hænger sammen, og begge dele er udført i beton, der diskret føjer sig ind i omgivelserne.
 
Lavmælt arkitektur skaber store oplevelser

Filsøs nye bro er udviklet i et samarbejde mellem Realdania, Aage V. Jensen Naturfond og Naturstyrelsen. Schønherr har rådgivet og tegnet projektet, som også omfatter etablering af en ny parkeringsplads.

Christian Andersen, programchef i Realdania siger: "Den nye udsigtsbro er et godt eksempel på, hvordan man kan styrke mødet mellem menneske og natur og skabe en mere intens og vedkommende oplevelse af et helt særligt sted. Der er tale om arkitektur af højeste kvalitet, som bringer os besøgende tættere på naturen uden at stjæle hele billedet."

Anders Skov, direktør i Aage V. Jensen Naturfond siger: "Med Filsøs nye bro får endnu flere mulighed for at komme tæt på og opleve naturens mangfoldighed. Og så er projektet gennemført med stor respekt for dyre- og planteliv, så de nye besøgende ikke forstyrrer områdets mange ynglende fugle."

Kampagnen Stedet Tæller har støttet projektet med 3,8 mio. kr. Aage V. Jensen Naturfond støtter derudover med etablering af skolestue, picnicfaciliteter og toiletter.

Alle er velkomne til den officielle indvielse, som finder sted lørdag den 8. juli kl. 11:00-13:00.

Pressemeddelelse fra Real Dania

 

Program

11:00: Velkomst ved skovrider Jacob Palsgaard Andersen, Aage V. Jensen Naturfond

11.05: Tale ved programchef Christian Andersen, Realdania

11:15:  Tale ved borgmester Erik Buhl, Varde Kommune

11:30: Snoren klippes og Filsø Ellipsen er åben for besøgende

Efter indvielsen kan besøgende gå rundt på ellipsebroen, høre nærmere om Filsø, naturen og arkitekturen, samt få en pølse og en øl/vand.

13:00: Tak for i dag

Karsten Madsen