Menu

Menu

ForsideNyhederKalenderOm RubanBestyrelsenForeningenSupportKursus
Ruban
Med nyt projekt vil Landdistrikternes Fællesråd sætte skub under mikroturismen i landdistrikterne. Foto: PR

Nyt projekt vil styrke mikroturisme på landet

Mikroturismens erhvervspotentialer er omdrejningspunktet i det projektarbejde, Landdistrikternes Fællesråd har søsat

Rundt om i landet spirer mikroturismeerhverv op i form af små overnatningssteder, lokalt guidede og tilrettelagte naturoplevelser samt lokale spisesteder. Små lokale turismevirksomheder tilbyder de autentiske oplevelser, der i stigende grad efterspørges af de tilrejsende turister. Men der er plads til endnu flere små turismevirksomheder, særligt i landdistrikterne. Her har mikroturismen stadig et uforløst vækstpotentiale, der kræver fokus og understøttelse, hvis det skal forløses.

Dét er udgangspunktet for det arbejde, Landdistrikternes Fællesråd har igangsat med støtte fra bl.a. Vejle Kommune og Erhvervsstyrelsen.

Omdrejningspunktet i projektet er at arbejde henimod at skabe aktiviteter, der understøtter udviklingen af flere mikroturisme-erhverv i landdistrikterne. Fokus er særligt på at bygge bro mellem små og større turismeaktører samt de nye store destinationsselskaber, forklarer formanden for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

- Mikroturismen rammer lige ned i en turismetrend, hvori tilrejsende turister efterspørger autentiske oplevelser og gerne vil besøge små attraktioner og kulturoplevelser, høre om stedernes historie samt spise lokale fødevarer på kroen og overnatte på et lille B&B. Samtidig kan små turistvirksomheder være med til at fastholde turister i længere tid i områder omkring fyrtårnsattraktioner. Derfor rummer denne erhvervs- og turismetype enorme potentialer for erhvervslivet i landdistrikterne. Det er dem, vi håber at forløse med indsatsen, forklarer Steffen Damsgaard.

At der er potentialer for landdistrikterne i mikroturisme, understøttes af en analyse lavet af Momentum i 2018. Analysen viser, at landdistrikterne får hele 54 procent af turistovernatningerne i Danmark, mens storbyerne får 35 procent. De sidste 12 procent går til byer og forstæder. Alligevel rummer landdistriktsområderne fortsat et uforløst potentiale med gode muligheder for at skabe vækst og udvikling gennem turismeerhvervet, fremgår det af en statusanalyse af turismens udvikling og konkurrenceevne, som VisitDenmark har udarbejdet sidste år.

Mere bevågenhed

Projektets følgegruppe har netop afholdt sit første møde. Et af medlemmerne i følgegruppen er Svend Erik Nielsen, byrådsmedlem i Vejle Kommune. Han glæder sig over, at følgegruppen på sit første møde har lagt spor ud til aktiviteter, der kan understøtte mikroturismen i landdistrikterne.

- Jeg ser et meget stort potentiale i mikroturisme og er glad for, at følgegruppen har haft sit første møde. Det er mit håb, at alene budskabet om, at mikroturisme har vores bevågenhed, vil sætte yderligere fart på den positive udvikling, vi oplever for turisme i Danmark generelt - og også for mikroturisme i landdistrikterne, udtaler Svend Erik Nielsen.

I følgegruppen sidder, udover Vejle Kommunes repræsentant Svend Erik Nielsen, også repræsentanter fra Dansk Kyst- og Naturturisme, Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen for Landboturisme. Sidstnævnte blev repræsenteret på mødet af Inge Kirkeby Nielsen, der selv drive en mikroturismevirksomhed, Ledgaard Landboturisme, som tilbyder festlokaler samt ferie- og weekendophold. Også hun er tilfreds med, at der bliver arbejdet målrettet for at udvikle erhvervet i landdistrikterne.

- Alle os i landdistrikterne har så utroligt meget at byde på, hvad angår autentiske naturoplevelser og anderledes ferieformer. Men vi har også brug for at blive bedre til at samarbejde på tværs og koble os på de store destinationsselskaber, der kan hjælpe med at udbrede kendskabet til både de enkelte erhvervsdrivende og samtidig skubbe på for at skabe flere mikroturismeerhverv, udtaler Inge Kirkeby Nielsen.

Projektets følgegruppe holdt sit første møde i slutningen af februar hos Landdistrikternes Fællesråd i Roberthus i Egtved.

Pressemeddelelse, Landistrikternes Fællesråd

torsdag 5 mar 2020 - Karsten Madsen
Vist: 815 gange