Menu

Menu

ForsideNyhederKalenderOm RubanBestyrelsenForeningenSupportKursus
Ruban
Der er poesi i udkanten, fra afstand og uhygge til skønhed og nærvær. Rasmus Bjørn, Astrid Kruse Jensen og Ulrik Møller fortolker temaet i ovenstående tre malerier. Foto: PR

Janus udstilling: Ud Kant

’Ud Kant’ er titlen på den kommende udstilling i JANUS. Den kommer til at handle om udkantsområder.

Medierne er fulde af stereotype fremstillinger af Udkantsdanmark som et sted med forfaldne forladte huse, arbejdsløshed, lukkede butikker og skoler. Med vores udstilling vil vi gerne udfordre disse fordomme og stereotypier. Vi vil nuancere billedet og vise, at den såkaldte udkant er så meget andet. Udkanten er også nærhed til naturen, lys, luft og åben himmel. Der er ægte nattemørke, ildsjæle, nærhed og sammenhold. Vi vil vise alle de mange nuancer, som udkanten også byder på. Fra afstand og uhygge til skønhed og nærvær. Der er poesi i udkanten.

Og her er det, at kunsten kommer ind i billedet. For når det handler om stemninger og følelser, rækker ordene ikke. Det er billedkunstens og musikkens område. Derfor har vi inviteret både billedkunstnere og musikere til at være med til at give en alsidig kunstnerisk fortolkning af den forkætrede og tiltrækkende udkant.

En række samtidskunstnere deltager: Rasmus Bjørn, Astrid Kruse Jensen, Karen Havskov Jensen, Ulrik Møller, Allan Otte, Thorbjørn Brunander Sund, Bjarke Regn Svendsen, Dan Thuesen og Thomas Wolsing. Derudover inddrages afdøde danske kunstnere, der har arbejdet med dette tema, som bl.a. Erik Raadal, Jeppe Madsen-Ohlsen og Svend Engelund.

Musik vil også spille en væsentlig rolle på udstillingen. Det sker i samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium, der under ledelse af Marc Bernstein til anledningen har stiftet The Ud Kant Ensemble. De har komponeret et særligt stykke ’udkantsmusik’, der afspilles i udstillingen.

The Ud Kant Ensemble giver koncert til ferniseringen.

Ferniseringen er 12. oktober kl. 14. Åbningstaler er folketingets formand Henrik Dam Kristensen.

JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum

Ud Kant 12. oktober 2019 – 9. februar 2020

Adresse: Lærkevej 25, 6862 Tistrup - www.janusbygningen.dk

Åben tirsdag-søndag kl. 13-16.

 

fredag 4 okt 2019 - Karsten Madsen
Vist: 1911 gange