Havefællesskab i Horne styrker samvær om bordets glæder
4H Fælleshave i Horne ved Varde fremhæves for arbejdet med at få arbejdet med have til at handle om meget mere end at dyrke have.
Det er ikke altid nok for børnene at plante, luge og vande. Til gengæld har fælles madlavning med havens råvarer og andre naturaktiviteter vist sig at være et hit for det landsdækkende projekt 4H Fælleshaver, som nu får støtte fra Nordea-fonden på 3,6 mio. i yderligere tre år.
- Der går for lang tid mellem såning og høst til at forventningens glæde og luge- og vandearbejdet alene er nok. Heldigvis er der mange andre elementer, der kan puttes ind i en have, og det vil vi arbejde med i fremtiden, siger 4Hs formand Henrik Dalum og fortsætter:
- Man har i haverne oplevet, at det især er aktiviteter med fælles madlavning af råvarer, ture ud fra haven til naturen og gode pauser og lege, der gjorde fællesskabet stærkere og øgede børnenes tilknytning til haven. Derfor vil vi i fremtiden styrke madlavnings- og naturaktiviteterne.
Have i Horne giver børnene ekstra oplevelser
Fælleshaven i Horne er én af dem, der allerede har haft succes med at kombinere havedyrkning med andre aktiviteter. Når børnene om torsdagen er i haven, laver de meget andet end at luge og vande.
- Haven er udgangspunktet, men vi laver også mange andre ting. Vi har haft sneglevæddeløb, tit laver vi mad over bål, vi har syltet vores afgrøder, vi har holdt halloween, og vi har haft besøg af en mand, der fortalte om, hvordan vi passer på vores træer i skoven, fortæller Jette Poulsen, der er formand for Horne 4H.
- Udover at se til vores afgrøder har vi altid et tema for dagen, så børnene får en ekstra oplevelse og samtidig lærer noget om naturen. Jeg oplever, at børnene synes, det er meget spændende, og vi får rigtig gode tilbagemeldinger fra forældrene.
Fælleshaven i Horne har været med i projektet siden 2017.
Meget mere end squash og tomater
Nordea-fonden støtter 4H Fælleshaver med 3.640.300 kr. i perioden 2019-2021. Pengene understøtter det frivillige arbejde i 4H og skal bruges til at etablere nye 4H Fælleshaver, indkøbe udstyr til haverne og udvikle de nuværende haver. Så de bliver mere end bare en have.
Alle er velkomne til at være med i 4H Fælleshaver, og man kan finde en oversigt over nuværende haver på 4h.dk/faelleshaver. Har man mod på at opstarte en have i sit område, kan 4H Fælleshaver også hjælpe.
Pressemeddelelse
Fakta om 4H Fælleshaver:
- 4H Fælleshaver er en del af 4Hs aktivitetstilbud, der blandt andet også tæller Madskoler, pasning af dyr og friluftsliv. Der er 68 4H-klubber fordelt over hele Danmark
- 4H Fælleshaver skaber nye fællesskaber i naturens rammer og interaktion mellem mennesker, der ellers ikke ville mødes
- Haverne er offentligt tilgængelige og har åbent helt døgnet året rundt
- I projektets første tre år er der blevet etableret 35 haver, og 32 af dem var aktive i 2018. Målet var 20.
- Det er målet, at 2000 børn, unge, voksne og ældre vil deltage i over 50 fælleshaver i løbet af de næste tre år
- Alle er velkomne i fælleshaverne, og man kan finde kort over haverne på www.4h.dk/faelleshaver