Da museumsinspektør ved Vardemuseerne Holger Grumme Nielsen for nylig faldt over et hedemaleri på auktionssiden Bruun Rasmussen, lignede det ved første øjekast endnu et landskab fra Vestjylland.

Først ved nærmere eftersyn viste det sig, at der gemte sig mere bag motivet. På bagsiden havde kunstneren Henrik Jespersen skrevet: Ansager Sande, 1889.

Da sandet knøg
I dag er betegnelsen næsten forsvundet fra både landkortet og bevidstheden. Ser man ud over landskabet omkring Ansager i dag, er det svært at forestille sig, at området i lange perioder var præget af sandflugt og indlandsklitter. Men historien rækker langt tilbage.

Efter sidste istid blev store mængder sand ført vestpå med smeltevandet og aflejret på de jyske hedesletter. I årtusinder lå området næsten uden vegetation, og vestenvinden kunne frit flytte sandet rundt. Senere kom skoven, men da den blev fældet for at give plads til opdyrkning, stod jorden igen blotlagt.

En beretning fra 1683 beskriver, hvordan sandet år efter år ødelagde agre og enge omkring Ansager, og i 1766 klagede præsten i sognet over sandflugternes skadelige virkning.

"Det vidner om, hvor vedvarende og alvorligt problemet har været. I dag forbinder de fleste af os jo sand og klitter med badestrand og ferie. Men for datidens beboere var det et alvorligt problem. Det var noget, der kunne ødelægge livsgrundlaget", fortæller Holger Grumme Nielsen.

Kampen mod sandet
I 1792 greb staten ind med en samlet forordning mod sandflugten. Sandflugtskommissærer og klitfogeder blev udpeget, og store arealer blev tilplantet med marehalm og sandhjælme. Bekæmpelsen blev et langvarigt projekt, der strakte sig over årtier.

Alligevel var sandet stadig en synlig del af landskabet omkring Ansager i slutningen af 1800-tallet. Men i 1870’erne tog hedesagen for alvor fart. Med Hedeselskabet og dets stifter, officeren og ingeniøren Enrico Dalgas, i spidsen blev den jyske hede genstand for et ambitiøst nationalt projekt, der skulle forvandle sand og hede til produktiv jord.

Ansager Plantage blev etableret som aktieselskab i denne periode som en del af en bredere bevægelse, der ændrede det vestjyske landskab markant. Målet var at binde sandet og skabe varige værdier. Gradvist forsvandt de åbne sandflader.

"Det er netop i den brydningstid, at maleriet er blevet til. Det viser et landskab, som er ved at forsvinde", siger Holger Grumme Nielsen.

Et landskab på tærsklen
Henrik Jespersen malede Ansager Sande i 1889, mens vinden stadig kunne hvirvle sandet op over en åben horisont. Senere beskrev han selv hedeplantagerne som nyttige, men malerisk kedelige. I dette maleri foreviger han derimod et råt og ubearbejdet landskab.

"Det er et lille fund, men det åbner for en større fortælling om klima, naturkræfter og menneskers forsøg på at forme landskabet. Vi glemmer let, hvor voldsomt det her område har forandret sig", siger Holger Grumme Nielsen, der er historiker og ph.d. med speciale i de vestjyske københavnerplantager.

I takt med at heden og sandfladerne gradvist forsvandt under plantage og opdyrkning, voksede interessen for dem som motiv. For byboere fra København, Odense og Aarhus blev sandene og de åbne vidder noget eksotisk: et billede på det oprindelige og uberørte.

Lokale kunstnere som Hans Agersnap og Lauritzen-Thomsen levede af at male hedemotiver til et publikum, der så naturens råhed som noget særligt dansk.

"Det er egentlig et paradoks. Det, der i århundreder blev opfattet som ødelæggende og goldt, blev senere noget, man rejste ud for at opleve og male. Heden blev et symbol på både det oprindelige og på den nationale vilje til at forandre landskabet", siger Holger Grumme Nielsen.

I dag er landskabet forandret næsten til ukendelighed. Men på lærredet fra 1889 blæser sandet stadig over Ansager Sande. Maleriet er siden blevet erhvervet af Vardemuseerne og får dermed permanent plads i den egn, det skildrer.

Pressemeddelelse fra Varde Museerne