To Helle FC-talenter til EfB akademi
To unge talenter fra Helle FC træder ind i akademiverdenen.
Kæmpe stort tillykke til de her to seje gutter, der er blevet tilbudt og har takket ja til en plads på EfBs akademi fra nytår.
I Helle FC satser vi på bredde med kvalitet, og i U13/14 har vi både mange spillere og meget talent. Vores målmand, Mikkel Hansen, og vores kantspiller, Aksel Ogle Hansen, er to rigtig gode eksempler på det.
Vi er pivstolte over, at de nu har fået muligheden for at tage et nyt spændende skridt i deres fodboldliv takket være de gode betingelser i Sydvestjysk Fodbold Samarbejde, og vi har stadig yderligere en håndfuld spillere fra årgangen, der træner med på Gl. Vardevej.
Mikkel og Aksel er også igen udtaget til DBU-samling, så det er et dejligt skulderklap til både dem selv og alle i Helle FC.
```