Midler til lokalsamfund og levende bymidter
Bymidten skal forskønnes og igen blive centrum for den lokale udvikling
Et bredt politisk flertal har her til eftermiddag offentliggjort en række tiltag, der for samlet 550 mio. kroner skal styrke landsbyer, lokalsamfund og sikre levende bymidter. Landdistrikternes Fællesråd roser takterne fra det usædvanligt brede spænd af partier bag aftalen:
- Jeg har stor ros til den fremlagte aftale og ambitionerne bag den. Med aftalen er der taget hånd om nogle af de forudsætninger, der kan være med til at skabe det hele liv på landet, herunder videreførelse af Bredbåndspuljen og en massiv investering i attraktive bymidter. Samlet set kan initiativerne i dén grad være med til at sætte gang i en positiv udvikling for lokalsamfund og ikke mindst for det samlingspunkt, som bymidten historisk har dannet for den lokale identitet, udtaler formand Steffen Damsgaard.
Aftalen har blandt andet til formål at forskønne torve og gågader, understøtte flere lokale velfærdscentre, levende bymidter og borgerdrevne dagligvarebutikker samt at sikre den digitale infrastruktur gennem videreførelse af Bredbåndspuljen. Dertil er det glædeligt, at der sættes ressourcer af til at udbrede og forbedre stiforbindelser til og rundt i naturen.
Uddrag af pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd
Aftalen Mere liv i bymidter og landdistrikter indeholder:
- 180 mio. kr. til fornyelse af bymidter og placering af lokale velfærdscentre
- Forsøgsordning for frie bymidter, hvor 10 bymidter sættes fri af eksisterende lovgivning
- 3,5 mio. kr. årligt i 2023-2026 og 0,2 mio. kr. varigt til indførelse af krav i planloven om, at kommunerne skal udarbejde en strategisk planlægning for levende bymidter i kommuneplanerne
- 6 mio. kr. årligt i 2022-2024 til medfinansiering og etablering af borgerdrevne dagligvarebutikker
- 102,5 mio. kr. til landsbyfornyelse i 2022, så der samlet vil være 200 mio. kr. til nedrivning, istandsættelse og områdefornyelse i landområder
- 100 mio. kr. til Bredbåndspuljen i 2022
- 5,0 mio. kr. årligt fra 2023 til etablering af flere naturstier som en del af Danmarks naturstier – en omvej værd
- 2,0 mio kr. til afdækning af interesse for forsøgsordning med frilandsbyer
Læs hele: Aftaleteksten