I mere end 40 år har Danmarks mange landsbysamfund haft det svært med tab af skoler, børnehaver, bosætning, nærbutikker, håndværksvirksomheder, arbejdspladser, foreninger, forsamlingshuse m. v.

Årsagen er, at politikerne i tresserne havde den opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.

For at få os borgere til at bo i bysamfund vedtog Folketinget i 1970 kommunalreformen og by- og landzoneloven. Med zoneloven blev Danmark opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder.

Landzonen var en afviklingszone. Der måtte ikke bygges nye huse, og erhvervsmæssigt var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Byzonen var en udviklingszone med bosætning, parcelhuskvarterer, industriområder, håndværk og småindustri, butikker, foreninger, sportshal, kulturhus, skole, børnehave, fritidshjem, bibliotek og anden offentlig service.

Også den kommunale struktur og det politiske nærdemokrati skulle centraliseres. Før kommunalreformen i 1970 var der 1388 sognekommuner og ca. 15.000 sognerådspolitikere. Efter 1970 blev antallet af sognekommuner reduceret til 275 primærkommuner og antallet af kommunalpolitikere/byrådsmedlemmer til ca. 4.500. Og med den sidste kommunalreform i 2007 har vi kun 98 storkommuner og ca. 2.000 folkevalgte kommunalpolitikere. Også mange politiske foreninger er blevet nedlagt/sammenlagt, og den politiske dialog er sygnet hen.

Med de store kommuner og så få folkevalgte politikere er afstanden mellem borger og politiker blevet faretruende stor. Mange borgere mister forståelsen for og accepten af de kommunalpolitiske beslutninger og "går hjem". Politikerne bliver ensomme og anonyme, og kun borgmesteren og få udvalgsformænd er fremme i lyset. Storkommunen bliver en fjern og administrativ enhed uden folkelig identitet.

Men landsbysamfundene har i kampen for at overleve bevaret det folkelige fællesskab, ildsjælene og frivilligheden. Ligeledes er landsbysamfundene godt organiseret med beboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd og lokalråd. Det er i lokalsamfundene vi føler os hjemme og har vores identitet.

Heldigvis er der flere og flere politikere, der støtter denne udvikling, og gerne vil snakke med landsbysamfundene om en fremtid for livet på landet med nærdemokrati, samarbejde, vækst, bosætning, nye arbejdspladser, folkeligt fællesskab og frivillighed.

Den nuværende kommunale og regionale valgkamp er en god lejlighed for politikere og landsbyer til at mødes. Trives landsbysamfundene, fungerer storkommunen.

Læs årsberetning for Landsbyerne i Danmark: Der er en fremtid for landsbyerne